Skip til primært indhold

Engbo Kerteminde

Engbo Kerteminde er et botilbud for voksne med betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Tilbuddet er organiseret i tre bogrupper.

Pædagog skubber en borger på en voksengynge

Særligt specialiseret tilbud til borgere med Prader Willi Syndrom

Hus AB er et botilbud for mennesker med Prader Willi Syndrom (PWS). Det er et medfødt handicap, der er karakteriseret ved eksempelvis mental retardering i forskellig grad, ringe grad af mæthedsfølelse, der ofte fører til livstruende overvægt og adfærdsforstyrrelser. Læs mere om Prader Willi Syndrom (PWS). Pædagogikken i forhold til mennesker med Prader Willi Syndrom har vist sig at være meget anvendelig i forhold til andre mennesker med alvorlige spiseforstyrrelser. Derfor er der åbnet op for at etablere botilbud til normalt begavede borgere med alvorlige spiseforstyrrelser.

I Hus AB bor der også borgere med andre typer af fysiske og psykiske handicaps. Vi tager afsæt i den enkelte borgers ønsker og evner i forhold til udvikling, medindflydelse, tillid, kommunikation og livsglæde. Støtten er individuelt tilrettelagt.

Botilbud til immobile og andre

Hus C er for mennesker med alle typer af fysiske og psykisk handicap. Her sørger vi for at vedligeholde og stimulere opnåede færdigheder i et hjemligt miljø. Igennem social træning får beboerne en tilværelse, hvor der bliver taget hensyn til den enkeltes evner, ønsker og behov, og hvor respekten for den enkelte er højt prioriteret. Livskvalitet og indflydelse på eget liv er nøgleordene.

Boligen og pladser

Hus AB har 13 pladser og Hus C har 7 pladser.

Boligerne er opført i 2012 og indrettet som to-rumslejligheder med eget køkken, bad og toilet. Nogle lejligheder har udgang til udendørs arealer, mens andre har udgang til fællesarealer.

Lejlighederne er lyse og venlige med loft til kip og specielt indrettede til de forskellige målgrupper. De er bygget i et tæt og lavt byggeri og har egen terrasse.

Engbo Kerteminde ligger i udkanten af Kerteminde med let adgang til naturen. Kerteminde by har gode indkøbsmuligheder, og der er gode badestrande i cykelafstand.

Personale betjener en vaskemaskine

Faciliteter

I området omkring boligerne er der både indendørs og udendørs fællesarealer, hvor der er mulighed for aktiviteter med andre beboere.
Beboerne på Engbo har minibusser, som bliver benyttet til lægebesøg, udflugter og ferieture.
Hvert hus har eget køkken. I Hus A er det personalet der har det fulde ansvar for alt vedrørende kosten. I Hus B er det beboerne, der tilbereder maden i samarbejde med personalet. Hus C får maden leveret fra Engbos køkken i Nyborg.

Aktiviteter

De fleste går til i klubaktiviteter, sport eller lignende. Beboerne kan deltage i fælles ferieture og udflugter i begrænset omfang. Nogle har søgt om en ledsagerordning i egen kommune, andre har mulighed for at tilkøbe sig en ledsager ved egenbetaling.

Pædagogik

De fleste har glæde af en meget struktureret hverdag. Specielt for gruppen i Hus A, hvor beboerne har PWS, bliver der indgået stramme aftaler om kost og hjælp til økonomistyring. 

Her findes en oversigt over faglige tilgange i Engbo - Kerteminde.

Samarbejdet med pårørende

Vi prioriterer samarbejdet med de pårørende højt og nøgleordet er dialog. Pårørende bliver inddraget i arbejdet med de individuelle planer og får tilbud om at deltage i opfølgningsmøder hvert andet år. Derudover får man tilsendt status én gang årligt. Pårørende er velkomne til at kontakte pårørenderådet på Engbo.

Fødevarestyrelsens kontrolrapporter for de enkelte huse:
Engbo A

Engbo B

Engbo C

APPFWU01V